julen

Julen 2020 Glædelig jul og godt nytår Merry Christmas and Happy new year. Frohe Wiehnachten. Nu er det atter ved at være tid til en julehilsen her fra Thyborøn. Året 2020 har på mange måder været et mærkeligt år. Alt startede jo helt normalt, men så kom vi til d. 12. marts, så var alt normalt fejet af bordet. Vi kom dog igennem foråret med skindet på næsen og I skal alle have tusinde tak for at I var der, da vi igen måtte sejle. Vi fik 4 måneder med nogenlunde normalt sejlads på Muddi. Bodil kørte som I ved i stykker 2. september men er efter at have fået ny maskine og nyt gear, igen klar til mange gode fisketure. Torskefiskeriet har i år været rigtig godt, det meste af tiden. De største på omkring 17kg. De blev fanget på Muddi, som også fik en del havtasker. Birger og Erik har igen, i år, kæmpet for at alle fik en god oplevelse – det skal de have stor tak for. 2020 har været det bedste år angående kulmuler. På Bodil blev der fanget rigtig mange. En ny DK rekord på hele 13,5kg. fanget af Søren Arnvig Andersen, stort tillykke herfra. Peter Holmgren fik også rekord i kulmuler: det blev til 4,4kg på en 4 kgs line og 3,8kg på en 6 kgs line. Stort tillykke til dig Peter. Vi fik også fanget mange havkatte, på trods af at vi startede sent på sæsonen. Der blev fanget flere over 10kg. Bodil (altså min kone) valgte at hun vil til at have mere fritid, så derfor valgte vi at lukke grej butikken. Det var ikke den letteste beslutning. Vi vil gerne takke jer alle for den trofaste opbakning I har givet os. Til næste år kan I stadig købet det mest nødvendige fiskegrej på begge skibe. Nu skal vi så til at bøvle med corona igen. Vi håber så, det bliver sidste omgang. Herfra vil vi gerne takke jer for at sommeren blev så god som den blev. Vi vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. På gensyn til nye store fiskeoplevelser i 2021 Hilsen Bodil og Per